Bornholms Politi: Nyt fra Aakirkeby - mandag den 5. oktober

dato

Aakirkeby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdsel

Fredag den 2. oktober kl. 0600 var færdselsafdelingen på benene på Aspevej i Østermarie, hvor en 44 årig mand blev standset, da han kørte bil uden at have generhvervet førerretten efter en frakendelse. Han kan nu se frem til en bøde.

Fredag den 2. oktober kl. 1020 respekterede en 42 årig mand fra Rønne ikke lyssignalet i krydset Østergade/Søndergade, da han på knallert kørte frem, selvom krydset viste rødt i hans retning. Det er i øvrigt ikke specielt klogt, når man samtidig kører på ulovlig knallert og er påvirket af euforiserende stoffer. Han må nu afvente en retssag, da færdselsafdelingen også var til stede.

En 50 årig kvinde fra Rønne påkørte to-tre gange under vending af sin bil fredag den 2. oktober over middag et hus på Kredsen i Rønne. Hun kørte fra stedet uden at give sig til kende, men et vidne havde noteret registreringsnummeret, så hun var let at finde. Da hun blev foreholdt, at hun havde påkørt et hus, nægtede hun, selvom der på køretøjet var friske skader, som passede nøjagtigt til skaderne på huset. Da der var mistanke om, at der var indtaget spiritus forud for kørslen, blev hun kørt en tur forbi skadestuen, og hun må nu vente på resultatet af blodprøven.

 

ATK

Målebilen holdt søndag 2½ time på Birgersvej i Aakirkeby. Det blev til 14 overtrædelser, hvoraf den værste kørte 81 km/t, hvilket tillige udløste et klip i kørekortet.

 

Musik til ulempe

Lørdag den 3. oktober lige over midnat lukkede to patruljer en fest i Biblioteksparken i Rønne, da der blev spillet musik og larmet lidt vel rigeligt. Der deltog omkring 20 personer i festen, og de ryddede pænt op, inden de forlod stedet.

 

Brand

Lørdag den 3. oktober var der udbrudt brand på en gård på Kirkevej i Rutsker. På gården var der flere alpakaer, hvoraf fire af dem ikke klarede sig. Brandvæsenet fik slukket ilden, og en brandundersøgelse skal nu klarlægge brandårsagen.

 

Tyveri

Natten mellem fredag den 2. og lørdag den 3. oktober blev der stjålet to biler i Tejn, ligesom der blev forøvet indbrud i en mindre lastbil, hvorfra der blev stjålet en Samsung tablet. Den ene af de stjålne biler blev parkeret i en lygtepæl. Efterforskningen i sagen afslørede tre 16 – 17 årige drenge, som befandt sig på havnen i Tejn, hvor de havde smidt to stjålne cykler i havnen. De blev anholdt og kørt til afhøring på politigården i Rønne.

 

Euforiserende stoffer

En 25 årig mand og en 45 årig mand blev ved Køgefærgens ankomst til Rønne fundet i besiddelse af to joints og ca. 6 gram amfetamin. Stofferne blev konfiskeret, og de to mænd kan se frem til at modtager bøder.

 

Uorden

Søndag den 4. oktober umiddelbart efter kl. 13 kunne 6-8 unge mennesker ikke opføre sig ordentligt i Snellemarkcentret i Rønne. Den tilkaldte patrulje bortviste dem fra stedet med en skideballe og besked på at opføre sig ordentligt.
 
Kilde: Bornholms Politi