Skovrider til Naturstyrelsen Bornholm

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er natur og friluftsliv en del af din faglige profil og din professionelle karriere? Er du en dygtig embedsmand, og har du evnerne og lysten til at skabe resultater ved at arbejde ud fra en politisk ramme med både høj og bred faglighed? Er du en dygtig leder, der skaber gode rammer og motivation for medarbejderne? Kan du udvikle og vedligeholde partnerskaber? Har du flair for IT og interesse i at fremme en digitaliseringsdagsorden inden for natur og friluftsliv? Så har du nu mulighed for at søge stillingen som chef for Naturstyrelsens lokale enhed Bornholm, da vores skovriders åremålsstilling udløber.

Om Naturstyrelsen
Naturstyrelsen er en del af Miljøministeriet. En af vores primære opgaver er at forvalte den statslige natur, der svarer til godt 5 % af Danmarks areal, så der skabes størst mulig værdi for samfundet ved at sikre natur og biodiversitet og give gode rammer for friluftslivet. Naturstyrelsen har cirka 670 medarbejdere, som arbejder på 16 lokale enheder rundt om i hele landet, samt på hovedkontoret i Randbøl og hos Kystdirektoratet i Lemvig.

Om enheden Bornholm
Vi søger en skovrider til Naturstyrelsen Bornholm, som er en af de 16 lokale enheder i styrelsen. Bornholm forvalter knap 4.400 hektar statslige naturarealer inkl. nogle af øens mest markante naturområder, herunder Almindingen, Hammerknuden, Slotslyngen, Rø Plantage og Blykobbe Plantage.

En af enhedens vigtigste opgaver i de kommende år bliver at etablere Naturnationalpark Almindingen, der er en af de kommende naturnationalparker, hvor der igennem udlægning af urørt skov, genskabelse af naturlig hydrologi og helårsgræsning med bl.a. europæisk bison skal etableres optimale betingelser for vildere natur. Som lokal chef får du en vigtig opgave i at opbygge og vedligeholde lokale relationer med det formål at skabe partnerskaber, der bidrager til Naturstyrelsens kerneopgaver inden for natur og friluftsliv. Det samarbejde involverer bl.a. kommunen omkring lokale udviklingsprojekter med sigte på borgernes velfærd, turisme mv.

Som skovrider hos Naturstyrelsen Bornholm får du det overordnede ledelsesansvar for 14 medarbejdere. Heraf har en personaleleder direkte personaleansvar for 4 skov- og naturteknikere, 3 håndværkere og 2 skov- og naturteknikerelever.

Som en del af stillingen har du også det overordnede chefansvar for enheden Arealdata med 6 medarbejdere, plus en teamleder som står for den daglige ledelse. Arealdata er en specialiseret enhed, der arbejder med digital forandring i Naturstyrelsen. Det vil derfor være fordelagtig, hvis du har indgående viden og forståelse for GIS og brugen af naturdata som vigtige redskaber i arealforvaltningen. Du vil ydermere skulle indgå i større IT-strategiske beslutninger, hvoraf du vil blive en integreret del af Naturstyrelsens arbejde med en digitaliseringsstrategi. Arealdata er en del af hovedkontoret i Randbøl mellem Vejle og Billund, og du må derfor forvente en del rejseaktivitet.

Du bliver en del af Naturstyrelsens samlede chefgruppe, som har et godt og tæt samarbejde. Igennem chefgruppen skal du understøtte sammenhængskraften både med de øvrige 15 lokale enheder og de normsættende enheder i styrelsen

Kompetenceprofil
Vi søger en skovrider, som har forståelse for nuancerne og kompleksiteten i arealforvaltning sammen med den langsigtede og daglige afvejning af hensyn til natur, friluftsliv, kulturhistorie og landskab.

Du skal have en inddragende tilgang i din ledelsesfunktion og aktivt bruge styringskæden i den offentlige forvaltning.

Vi lægger vægt på at ansætte en skovrider med følgende kompetencer:

  • Har erfaring med ledelse fra politisk ledede organisationer, indgående kendskab til offentlig forvaltning samt naturfaglig indsigt og interesse.
  • Har en relevant akademisk uddannelse og indsigt i Naturstyrelsens kerneopgaver inden for natur, friluftsliv og skovforvaltning.
  • Har viden og indsigt i naturdata, GIS og digitalisering.
  • Kan opbygge og vedligeholde partnerskaber.
  • Er dygtig til kommunikation med borgere, eksterne partnere samt på alle niveauer i en organisation.
  • Har en tilgang til personaleledelse, der fokuserer på resultatskabelse, motivation og udvikling.
  • Har lyst til og evner at sikre prioritering, planlægning og afslutning af opgaverne.
  • Er nysgerrig og har evnen til at tage ansvar for faglig nytænkning.
  • Trives med tværgående samarbejde med personer med mange forskellige faglige profiler.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten” med en grundløn efter Gruppe 1 på kr. 619.826 årligt i aktuelt niveau (oktober 2023). Ud over grundlønnen vil der være mulighed for at aftale individuelt tillæg, pensionsordning og engangsvederlag efter indsats og resultater.

Hvis du er tjenestemand i forvejen, kan ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering finde sted i lønramme 37. For tjenestemænd stiles ansøgningen til Kongen.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen. For kontraktansatte chefer er ansættelsesområdet Miljøministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er Naturstyrelsen Bornholm, Rømersdal, Ekkodalsvejen 2, 3720 Aakirkeby

Der er tale om en fast stilling, hvortil der er tilknyttet en tjenestebolig med bopælspligt. Boligen ligger i sammenhæng med enhedskontoret Naturstyrelsen Bornholm

Stillingen ønskes besat pr. 1. juli 2024

Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Yderligere oplysninger
Flere oplysninger kan fås hos vicedirektør Signe Nepper Larsen, telefon 30 51 39 50.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 29. april 2024.

Samtale forventes at blive afholdt den 14. maj 2024 på en lokalitet i nærheden af Naturstyrelsens hovedkontor i Randbøl.

Der vil indgå en personprofil- samt logisk test i rekrutteringsprocessen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Bornholm Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Naturstyrelsen, Bornholm, Ekkodalsvejen , 3720 Aakirkeby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 29-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6030161

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet